Min Muse – Sne

Min muse Sne kom til verden en dag, hvor sneen dalede i usædvanligt store mængder i universet Nord. Ud af et ganske lille snefnug kom dette lille vidunderlige væsen til. En lille alfe-fe af den slags, der elsker alle smukke ting i denne verden, dog allermest smykker.
Denne forkærlighed for smykker har gjort, at hun den dag i dag holder til i Kongens Have i København tæt på Rosenborg og kronjuvelererne.

Hun ELSKER ting, der glimter. Med tiden er hun blevet en rigtig storbyfe, der holder meget af at klæde sig fint på og flyve rundt i byen og samle smukke ideer ind.
Lige så meget som hun elsker bylivet, elsker hun også sit åndehul i Kongens Have og finder det meget morsomt at se på alle de mange forskellige mennesker, der har deres gang her.
Sne og hendes ideer lever i dem der elsker hende. Hun er i mit hjerte og i mine smykker. Hun er det lille glimt af glæde vi føler når vi opdager noget smukt. Hun er et lille væsen, fuld af sjove og fantastiske ideer. Til tider lidt fjollede ideer. Men jeg tager dem alle med, da hun altid er der, når jeg har brug for hende. Når hovedet er tomt og hverdagen for travl, så er hun der som en livline tilbage til fantasien og den frie tanke.
– Mette Nordby Thomsen